Cacao Nativa er en café-kæde, som udelukkende er et mexicansk selskab. Det er forholdvis ret nyt, da de kun har eksisteret siden marts 2015 og minder meget om kæden “Espresso House” samt “Starbucks”.
Det er et Chiapanesisk-firma (altså et firma fra staten Chiapas i Mexico) der arbejder sammen med mere end 3000 familier fra Chiapas som producerer kakao, kardemomme, kaffe, honning, kunsthåndværk, tekstiler, snedkeri, mælkeprodukter, med videre.
Deres hovedfokus og idé bag konceptet er at bevare autenciteten bag den originale kakaosmag, som ‘Mayaerne’ lavede den.
Cacao Nativa skriver følgende om deres virksomhed på deres hjemmeside:
“Vi har den vision, der sammen med producenterne formår at finde en bedre produktionsteknik og både naturlige processer og økologisk, der er interesseret i iværksætterkurser i bemyndigelse deres kvinder, deres samfund og et bedre liv for deres børn”.
Jeg besøgte Cacao Nativa hele to gange, på mit alt for korte besøg i San Cristobal de las Casas, og jeg nød begge besøg fuldt ud. Det er en fryd for øjet at stederne er æstetiske lækre og har fed design. I glasmontrene havde de indbydende chokoladestykker udstillet og jeg har aldrig set så fine “julekugler” i chokolade før. Jeg var nød til at smage en og den var med cognac. Utroligt lækkert! Stederne er hyggelige dekoreret med juletræer, guldsløjfer og kugler. Lige noget for mig og der var Internet, så jeg kunne sidde og arbejde og undersøge de ting jeg nu havde behov for, mens jeg var på besøg i byen.
Mit første besøg hos Cacao Nativa var på Calle Pedro Moreno, lige ved siden af kirken “Iglesia de San Francisco”. Her købte jeg en frappé ‘to go’ med kaffesmag samt 70% organisk chokolade i. Det var virkelig lækkert og kostede mig 69 pesos (altså 22 DKK)
Mit andet besøg hos Cacao Nativa var på Avenida Miguel Hidalgo (på hjørnet lige ved kirken Templo del Carmen). Her fik jeg en americano samt en af deres udstillede små “julekugler”. Det var utrolig gennemført lækkert.
Jeg anbefaler varmt at man giver Cacao Nativa et besøg, når man er i San Cristobal de las Casas og at man giver sig tid til at læse deres historie og menukort igennem.
OBS !!
Man skal dog blot være opmærksom på, at man hvert femte minut bliver spurgt om man vil købe noget af gadesælgerne, som kommer ind på caféen og går en runde til alle gæsterne, som sidder der. Man kan også risikere, at man bliver prikket på skulderen af et beskidt barn i hullede sko (eller bare tær) som med deres charme forsøger at sælge en pakke tyggegummi, en nøglering eller som vil pudse dine sko. Det er så tragisk og trist at være vidende til. For at støtte alle disse stakler kunne jeg sagtens købe alt det de havde, men hvad ville det hjælpe? Det giver dem jo ikke nogen uddannelse eller sikker fremtid, og det er totalt mod mit princip at støtte børnearbejde. Og der er rigtig mange børn, som render rundt på den måde i hele byen… (suk).. For at være ærlig, så tror jeg aldrig jeg har været et sted, hvor jeg har været vidne til så meget børnearbejde.