You are currently viewing Turist i San Salvador

Turist i San Salvador

  • Post author:

Det er ingen hemmelighed, at man skal bruge sin sunde fornuft, når man befinder sig i San Salvador og der går skam også mange rygter om banderelateret vold osv. Også blandt de lokale, kan man fornemme frygten og nogle af dem, som jeg talte med, fortalte at de helt undgik at tage lokalbussen hjem fra arbejde i myldretiden, fordi de flere gange har set og selv været udsat for lommetyveri eller lignende. Men kriminaliteten foregår mest i nogle af de østlige kvarterer af hovedstaden og der bør man helt undgå at tage hen som turist. 

Som turist er det en god idé at indlogere sig og befinde sig omkring kvarteret “San Benito” samt i det område, som de lokale i daglig tale kalder for “Zona Rosa”. Her er der fyldt med barer, restauranter, caféer og natteliv. Besøger man fx baren “Zansibar”, kan man gå to etager op og nyde et glas oppe fra deres udendørs terrasse og se hovedstaden oppe fra.

På kortet herunder finder du fem steder, som jeg vil påpege

1 – Busterminalen “Occidente”, hvor jeg ankom til min allerførste dag.

2 – “Hostal San Benito”, som jeg havde booket og hvor jeg boede.

3 – “Zona Rosa” området og gaden, som er fyldt med barer, restauranter og natteliv. For enden af “Zona Rosa” finder man desuden “Hostal La Zona”, som er lige overfor buskontoret til TicaBus og som har fælles aktiviteter hver aften, hvis man mere er til den slags.

4 – Universitetet “Dr. José Matías Delgado” campus 1, som jeg besøgte flere gange, da jeg havde æren af at opleve hvordan teaterundervisning forgik dér.

5 – Tre store shoppingcentre, som ligger lige ved siden af universitetet. Først finder man “La Gran Via”. Her var jeg bl.a. i fitnesscenter en dag. Det koster 10$ for en heldags entré. Shoppingcenter nummer to er “Las Cascadas”, som jeg absolut ikke anbefaler. Det er kedeligt og har nogle af de samme butikker, som i de andre to shoppingcentre. Og til sidst når man til shoppingcenteret “Multiplaza” som har en flot facade og belysning om aftenen og mange gode restauranter.

 

Hovedstaden er inddelt i mange forskellige bydele og der kører offentlige busser rundt i gaderne hele tiden, hvilket også er nødvendigt, for flertallet af befolkningen benytter sig af de offentlige transportmidler. Det koster kun 0,20 $ at køre med bus og om eftermiddagene, når alle folk får fri fra deres arbejde er busserne proppet til randen. Bus 101-D var den bus jeg lærte at kende, for den kørte tæt ved mit hostel samt forbi universitetet “Dr. Jose Matías Delgado”, hvor jeg var flere dage og mødtes med en underviser, og den kører også forbi de store shoppingcentre samt ind til centrum. Så det er en god bus at kende, når man befinder sig i San Salvador.

Ellers er det billigt og nemt at komme rundt med Uber i hovedstaden og det er nok også det allersikreste, uanset tidspunktet på døgnet.

 

Hvor befandt jeg mig: I hovedstaden San Salvador

Hvem mødte jeg: Fidel, underviser på universitetet samt hans sekretær Yolanda

Hvad overraskede: At det egentlig var så nemt at tage med bus 101-D og at jeg selv fandt ud af at finde vej.

Hvad skal man huske på: At hvis man har et ønske om noget, så skal man blot undersøge det og finde ud af om behovet kan opfyldes og at de lokale er de allerbedste at spørge til råds.

Skriv et svar