Da jeg fortalte mine venner og familie at jeg havde besluttet mig for at rejse alene til Centralamerika, og at jeg havde bestilt min billet til El Salvador, så var majoriteten af reaktionerne “Ok? Jamen hvorfor lige El Salvador?”, og da jeg begrundede med, at det var dér til jeg havde fundet de billigste billetter med færrest timers rejse, så kom næste spørgsmål; “Jamen er det ikk farligt dér?” Og så kom ellers bekymringerne og spekulationerne. Ikke mine egne, men fra mine medmennesker. For jo, der kan være farligt i El Salvador, og især i hovedstaden, alt efter hvilket byområde du befinder dig. Men der er ikke mere farligt, end så mange andre steder på jorden, og uanset om man rejser alene eller med andre, så er man nød til at bruge sin sunde fornuft og ikke stole på nogen. Forskellige måder at se og være i verden på, kulturelle forskelle, attituder og holdninger, miljøer, religioner osv spiller en stor rolle og man kan hurtigt komme til at gøre noget upassende, hvis man ikke har sat sig (bare lidt) ind i landets eller destinationens forhold og måde at gøre tingene på, inden man ankommer.
Derfor giver jeg dig 10 gode råd, (især når du rejser alene og som pige) som du bør tage højde for og tænke over, når du ankommer til en ny destination.
1. Ankom mens det er lyst
Rejs og ankom, så vidt det overhoved er muligt, altid mens det stadig er lyst. På den måde har du større overblik over hvor du befinder dig, du kan læse skiltene og bedre orientere dig. Ankommer du til et helt nyt sted, når det er blevet mørkt, kan det føles utrygt, fordi der ikke er så mange mennesker på gaden og butikker/kontorer er lukkede, så det kan være sværere at spørge om vej osv.
2. Book din første overnatning
Sørg for at du som minimum har booket din første overnatning på din nye destination. Eventuelt tæt på den busterminal eller lufthavn du ankommer til. Det er ikke rart at stå et ukendt sted og ikke ane hvor øst og vest er, eller hvordan man får fat i en taxi samt hvor der overhoved er et sted at overnatte (jeg taler skam af erfaringer).
3. Kort og adresse
Sørg for at have downloaded et ‘offline map’ på din mobil, så du altid kan orientere dig om hvor du er. Og hvis du ikke har den mulighed, så lav et par screenshots af den adresse du skal hen til på din mobil via et kort. Sørg også for at have den korrekte fulde adresse noteret til dit hostel, både på din mobil og nedskrevet et sted på papir eller i din notesbog. På den måde har du de vigtige informationer, hvis din mobil skulle løbe tør for strøm. – Og du skal ikke regne med at din chauffør (hvis du fx tager en taxa) ved hvor adressen er, bare fordi du har printet den ud og viser ham et kort. Dobbelttjek adressen. Hvad ligger der af store seværdigheder i nærheden? Monumenter? Store hovedgader? Osv..
4. Valuta
Det er en god idé at have nogle kontanter på dig i den lokale valuta, når du ankommer. Du kan ikke være sikker på at der modtages kreditkort og i offentlige transportmidler samt taxi modtagerde sjældent kreditkort, hvis du er udenfor storbyerne i de Centralamerikanske lande. Og hvis du ikke har mulighed for at veksle inden, så rejs som minimum med amerikanske dollars, som er nemt at veksle til og fra, når du rejser i Centralamerika. – Du skal heller ikke rejse med flere tusinde kroner i kontanter, da man i forvejen som turist og rygsæksrejsende, og med lysere hud og lysere hårfarve osv allerede er meget udsat og indikerer tydeligt, at du ikke er en indfødt og rejser med en masse ting.
5. Kontanter og kort
Sørg for at du har dine kontanter flere forskellige steder og det samme gælder, hvis du har flere kreditkort med dig. Har du det hele samlet i samme pung og samme taske, så står du uden nogen kort eller kontanter, hvis du skulle være så uheldig, at nogen frarøvede dig din taske. Så mit råd er at have dine kontanter og kort spredt i både din store rejserygsæk, i din håndbagage og at have kontanter og kort direkte på dig.
6. Stol kun på dig selv
Det er vigtigt at du lytter til din egen mavefornemmelse og kun stoler på dig selv og dine egne beslutninger. Der er altid nogen venlige sjæle, som vil tilbyde sin hjælp og tilbyde en “god” service, når du ankommer til et nyt sted, mens du står dér sårbar og forvirret med din bagage og kigger dig omkring. Vigtigst af alt er din egen sikkerhed, og at rejse sikkert videre. Det er ikke altid prisen, som nødvendigvis skal afgøre, hvordan du kommer fra A til B. Hav hele tiden opsyn med dine ting og stå IKKE og fumle med penge og mobil osv et offentligt sted, hvor alle kan holde øje med dig. Stil dig ind til en mur, eller sæt dig et sted, sæt bagagen fra dig, så du har ro på, mens du skaber dig et overblik. Måske vil nogle af de lokale hilse på dig og du vil blive spurgt af fremmede om du rejser alene osv. I disse situationer er du nød til nogen gange at “lyve” og fortælle folk, når de spørger dig, at du venter på din ven, eller rejser med en større gruppe og bare venter på dem osv. Uanset hvor ubehageligt det må føles at lyve, så kan det være en god strategi, for ikke at have fremmede og nysgerrige sjæle for tæt på dig, hvis ikke du ønsker det.
7. Spot andre backpackere
Rejser man i Centralamerika, så vil man ofte møde andre backpackere og tilmed solorejsende. (Selvfølgelig altafhængig af hvor du er og hvornår på sæsonen du rejser). Nogle gange kan man allerede spotte de andre rejsende i lufthavnen, på busstationer, i selve bussen eller når du ankommer et sted. Ofte er de også på udebane, ligesom dig. Hvis det føles naturligt, så henvend dig til dem, spørg hvor de er på vej hen, om I evt. skal dele en taxi eller en Uber. På den måde kan det føles trygt for begge parter, at have nogen at følges med. Måske kan den anden rejsende give et godt råd eller et fif til et sted du skal besøge osv.
(Uber er en anden form for taxa her i Centralamerika, som er billigere end almindelige taxaer og Uber booker man via en App, som man downloader ned på sin mobil. Herefter tilknytter man sit kreditkort og det hele foregår over nettet. Så det eneste minus er, at du kun kan book Uber, mens du har wifi, men ellers fungerer det godt og det er billigt, nemt og sikkert).
8. Vælg dit transportmiddel med omhu
Hvis du ikke allerede har arrangeret, at nogen kommer og henter dig fra et bestemt transportfirma/shuttleservice fra dit hostel eller lignende, så har du flere muligheder. Ankommer du til en lufthavn, anbefaler jeg at du enten køber en billet til en shuttle videre fra lufthavnen INDEN du forlader selve lufthavnen eller at du tager en almindelig taxa, og informerer dig om prisen inden du stiger ind. (Grunden til at du skal købe din billet inden du går ud af lufthavnen er, at der oftest står mange chauffører udenfor lufthavnenes udgange og vifter med diverse brochurer og tilbud og råber efter alle de ankomne og konkurrer om kunderne). Ankommer du til en by og en busterminal, og er nød til at skifte transportmidler undervejs, så vær så velinformeret som muligt inden din ankomst, omkring dine muligheder. Hvis du beslutter dig for at tage videre med en taxa, så spørg altid om prisen til dit hostel inden du stiger ind i taxaen. Er der wifi, så bestil en Uber. Ligger det indenfor gåafstand, så sørg for at have orienteret dig om retningen og adressen grundigt inden du begynder din gågang, så du ikke undervejs skal stå og fumle med mobil og udprintede kort. Hav gode solide sko på. Sørg for at have pakket din bagage så “smooth” som muligt, så du let kan spadsere hen til den adresse du skal til med så frie hænder som muligt.
9. Meld din ankomst
Hvis du føler at det er rart at “nogen” ved hvornår du ca. ankommer til din destination, så informer dit hostel om din ankomsttidspunkt, så de ved, hvornår de kan forvente at se dig, og giv dem evt. dit mobilnummer, så de kan kontakte dig via WhatsApp, hvis der skulle være nogle ændringer. (jep.. 90% af alle smartphonebrugere i Centralamerika benytter WhatsApp som hovedkommunikationsform, så det er nærmest et must at downloade ned på sin mobil, når du rejser rundt i Centralamerika). Du kan evt. lave en aftale med det sted du rejser fra, at du kontakter dem og meddeler dem, når du er velankommet og kan takke for god behandling og service.
10. Tag på en gruppetur
At nyt sted, en ny by, nyt land.. What to do? Det er altid godt givet ud at købe en guidet rundtur dér hvor du er havnet. På den måde får du den vigtigste information om stedet, seværdigheder, ting du skal tage højde for, og du vil helt sikkert møde andre på den guidede tur, som også rejser alene, eller som man kan falde i snak med. Og hvem ved, måske I aftaler at mødes og spiser aftensmad sammen eller noget tredje.