Kontrol – Efter en længere rejse, med en mellemlanding på fire timer i New York, så ankom jeg til El Salvador. Træt, lidt groggy, men havde det overraskende godt. Jeg havde været igennem diverse kontrol og sikkerhedstjek, både i Danmark, New York samt ved ankomsten i El Salvador og alt hvad der vedrørte USA, blev over-kontrolleret. Jeg fik mange spørgsmål, såsom formålet med min rejse, om jeg rejste alene, hvorfor jeg skulle til USA, om jeg hele tiden havde haft opsyn med min bagage og om jeg medbragte våben, pulver eller stoffer osv. Føltes lidt ubehageligt, men det er sikkert en hel normal procedure, for alle de ind- og udrejsende der er i USA osv.
Opholdstilladelse – Ved paskontrollen i El Salvador blev jeg overrasket og klogere. Det viser sig nemlig at El Salvador er en del af en sammenslutning (CA-4-landene – Central America-4 Free Mobility Agreement), som består af Guatemala, El Salvador, Honduras og Nicaragua. Man må derfor opholde sig 90 dage tilsammen i disse fire lande. Jeg havde forstået det sådan, at jeg måtte opholde mig 90 dage i hvert land. Så.. jeg kunne derfor allerede regne ud, at jeg på en eller anden måde bliver nød til at krydse grænsen mellem Nicaragua og Costa Rica inden jeg skal arbejde frivilligt hen over jul og nytår på Corn Island (karibisk ø i Nicaragua). Den tid den sorg og det finder jeg ud af, når tiden nærmer sig.
Ankomst – Mens jeg ventede på min bagage i El Salvador lufthavn, kunne jeg se gennem de øverste lufthavnsruder, at det fortsat var mørkt udenfor, men at himlen havde en smuk, dyb, mørkeblå farve og det var ret eksotisk at stå dér og se de sorte silhuetter af palmetræer udenfor. Ukendte skrattelyde kom fra de flyvende fugle, som fløj mellem palmegrenene og som også fløj rundt og dannede mørke silhuetter. Da jeg var klar til møde Katrin og sige pænt “god morgen” til El Salvador, efter at have pakket min rygsæk ud af sin rejsepose, så blev jeg mødt af en mur af varme, en mur af meget høj luftfugtighed samt en lang mur af salvadoreños (folk fra El Salvador) som stod og ventede på deres nærmeste. Fik pludseligt et flash back, fra den gang jeg satte mine fødder i Thailand for første gang. Der kom jeg også ud ad lufthavnen og svedte på sekundet, pga den uventede høje luftfugtighed.
Pludselig dyttede en bil efter mig, og først troede jeg det var en af de sædvanlige “hello-madame-taxi-dyt”, så jeg kiggede slet ikke i retning af den dyttende bil, men så viste det sig at være Katrin, som havde spottet mig.
Katrin – Dejligt gensyn og rigtig rart at kunne begynde sit eventyr med et velkendt ansigt. Katrin og jeg kender hinanden fra Málaga tilbage fra vinteren 2002/2003, da vi havnede i samme klasse på Universitet i Málaga, da vi tog et spanskkursus sammen for udlændinge. Jeg var kun 16 år på det tidspunkt og Katrin otte år ældre. Husker tydeligt den periode og den klasse. Vi var 16 studerende og repræsenterede 11 forskellige nationaliteter. Katrin er selv halv svensk og halv venezuelaner og bor i El Tunco, hvor hun arbejder som yogainstruktør. Og det var i El Tunco “surferby”, jeg havde min reservation til “Hotel & Bar La Guitarra” de første tre-fire nætter.
Køreturen fra lufthavnen – Det tog ca. 45 minutter fra lufthavnen til El Tunco og vi kørte i en meget lang og lige strækning. Landskabet mindede utroligt meget om Thailand/Phuket og undervejs så jeg 10 frie (hjemløse?) hunde langs hovedgaden, en galoperende hest, som var stukket af samt tre høns.
Kaffe – Jeg var fremme ved hotellet ca. 06:30, så receptionisterne var slet ikke ankommet endnu. (Selvom der står på deres hjemmeside at der er 24 timers receptionsservice…hhmm..) Byen sov og der var virkelig få mennesker på gaden. Katrin kendte et sted, hvor vi tog os en kop kaffe. Den smagte virkelig godt og det var 100% salvadoransk kaffe. Det var skønt at ankomme og få sådan en tår, når man som mig, sætter pris på god kaffe.
Jetlag – Den første dag var rigtig fin, men efterhånden som dagen skred frem, kom jeg mere og mere i en “zombie-agtig” tilstand og havde virkelig jetlag. Jeg kunne slet ikke hænge sammen og måtte tage en lur hen ad eftermiddagen. Jeg satte selvfølgelig alarmen, for ikke at sove i mange timer, men uanset hvad, var det ret udfordrende at vågne op igen og jeg følte jeg havde tømmermænd. En dukkert i swimmingpoolen, gjorde godt og dagen blev rundet af på El Tunco strand for at se solnedgang og opleve ‘det magiske øjeblik’.
Myg – Jeg nåede ikke engang ud af lufthavnen, før jeg fik mit første myggestik, og har allerede haft mine slåskampe med de første 15 myg (samt en kakerlak) på værelset. Det hører med i pakken, men skal love for at de myg synes jeg er en lækker sag… suk.. Jeg endte faktisk med at købe en myggespray til selve værelset, hvilket nok har været det bedste køb siden afrejse.
Salvadoransk morgenmad – Til morgenmad kunne jeg krydse af på en lille seddel, hvilken type morgenmad jeg ønskede. Jeg krydsede af ved “national breakfast” og tænkte, “det skal da prøves”. Med det resultat, at fik en tallerken, hvor halvdelen af den var dækket med sort bønnemos. Fik endnu et “flash back” og en “aha-oplevelse”, for det var jo hvad jeg levede af på min sidste rejse. Huskede tydeligt, hvordan jeg næsten ikke kunne spise det længere, da jeg nåede Mexico, sidste forår på min rejse (haha.. ). Det er nok hele Mellem Amerika, som er dygtige til sorte bønner. Men jeg skal bare spise dem skal jeg, for sorte bønner er utroligt sunde, med masser af kostfibre samt 21g protein pr. 100g. Det svarer til en meget stor mængde kød.
Lavsæson – Man kan godt mærke det er lavsæson her. Der er stille på restauranterne, i gaderne og på hotellet og hotellet er ved at få renoveret strandbaren inden højsæsonen begynder i slutningen af oktober. Ærgerligt!
Her er fortsat regntid, og selvom det er overskyet og de har lovet regn og torden hele ugen, så er UV-indekset alligevel helt oppe på 11.. Helt vildt. Og fornuftig og klog som jeg er, så har jeg efterladt/glemt mine solbriller i Danmark. Så mit andet og tredje indkøb på rejsen var solcreme med faktor 50 samt et par solbriller. Så er jeg i gang!!
Muy lindo amiga conocerte y leer tus escritos
De nada. Si piensas que la página falta algo me avisas. Feliz dia..