I shuttlebussen var vi 7 rejsende og to chauffører (og jeg var den eneste pige). To franske fyre var med i bussen og kendte hinanden hjemmefra. – Dem faldt jeg i snak med og de var i samme situation som jeg. De ville slippe for regnen og havde ingen reservation i Antigua.
Køreturen var lidt barsk. Mest pga noget vejarbejde der var undervejs midt på et bjerg og de kørte vildt stærkt og meget tæt på hinanden. Turen tog i alt ca. 7 timer. Normalt ville køreturen tage 5 timer, men det tog længere tid grundet regnen, vejarbejdet og fordi chaufførerne faktisk kørte forkert.
Ved grænsen til Guatemala, skulle vi igennem tre slags tjek. Alle skulle ud af bussen og ind gennem to slags paskontroller. Ved første paskontrol fik man en kvittering. Ved nummer to paskontrol fik man stempel i passet og ved det tredje tjek, som foregik i selve bussen, skulle kvittering, pas og stempel tjekkes. Der stod nogle mænd og solgte lokal valuta (quitzal) ved grænsen, men da jeg ikke kendte kursen, så havde jeg ingen idé om det var fordelagtigt for mig.
Det var tydeligt at det blev koldere, efterhånden som vi kørte opad bjergene og længere ind i landet og da vi kørte gennem Guatemala City duggede ruderne sådan, så vi måtte køre med åbne vinduer. Jeg frøs helt ekstremt. Jeg var meget taknemlig for både trøje og halstørklæde. Normalt ville jeg have taget afsted i lange bukser og lukkede sko og strømper, da jeg ved, at der kan være fuld knald på aircondition i sådan nogle busser. Men pga regnen og de enorme vandpytter der var i El Tunco, så var jeg nød til at tage afsted i shorts og klipklappere, for vandet gik mig til langt op ad benene.
Vi ankom til Antigua i mørke og til kæmpe temperaturskift. Det var koldt. Og selvom det var mørkt og bussen havde tonede ruder, så mindede Antigua med det samme mig om byen Trinidad på Cuba. Vildt hyggeligt og jeg glædet mig vildt meget til at skulle udforske byen.
Da jeg ingen reservation havde i Antigua spurgte jeg en af de andre rejsende til råds, som havde været i Antigua flere gange. Han anbefalede Tropicana Hostel. Jeg tog chancen og hoppede af ved hostelet, og de to franske fyre (Anthony og Renaud) fulgte trofast efter. Vi endte med at komme på samme sovesal.
Hvor befandt jeg mig: I en shuttle-bus
Hvem mødte jeg: Anthony og Renaud fra Frankrig
Hvad overraskede mig: At jeg pludselig forstod fransk og overhørte en sætning Renaud sagde til Anthony, som fik alarmklokkerne til at ringe: “Je ne pense pas que nous sommes sur la bonne voie” – Han sad og kiggede på sin mobil mens han sagde det og så på et kort. Jeg tog straks min egen mobil frem og gjorde det samme. Og ganske rigtigt var vi på vej ud af en vej, som ellers ville have havnet på kysten igen. Jeg spurgte derfor chaufførerne på spansk, hvorfor vi kørte mod syd og var kørt fra hovedvejen? (Og mit spørgsmål gik nemlig ikke på OM vi var kørt forkert, men HVORFOR de nu kørte i den gale retning). Og svaret var: “Jamen det er fordi vi kører mod Guatemala City”. – øh.. Jeg sagde ret bestemt igen at vi ikke var på vej mod Guatemala City med den retning og at vi var på vej mod kysten igen. Og så blev der stille meget længe i bussen, de kiggede på deres egne mobiler og bussen blev vendt og vi kom ud på den rigtige vej igen. (Heldigvis).
Hvad skal man huske på: Ikke at slippe sin kontrol helt samt varmt tøj til sådan en køretur.
