Den anden dag vågnede jeg, og det var sådan en dag, hvor jeg vågnede, og ikke anede hvad dagen skulle bringe, og dagen endte med at jeg gik i seng med en stor taknemmelighedsfølelse efter en dag med mange dejlige nye oplevelser. – Det kan jeg takke min søde veninde Aldina for. Hun ringede og inviterede mig spontan med på familieudflugt til Tecpan.
Først besøgte vi “Waybi”. En interaktiv gård med dyr og planter og en stor legeplads og grønt område for børn. Man kunne fodre dyrene, klappe dem og der var også en billig café, hvor man kunne slukke tørsten undervejs. Måske ses det på billederne, at jeg nød det mindst lige så meget som børnene.
Organisationen “Waybi” forbedrer autonomi og uafhængighed for mennesker (især børn) med handicap og tilbyder programmer med terapi og uddannelse. Virkelig sejt og det koster kun Q 10 for at komme ind (ca. 8 DKK).
Efter at have set alle planter og fået klappet på alle dyrene, fik vi os en overdådig frokost på den anden side af gade, som også er tilknyttet “Waybi”. Typisk guatemalansk mad og det var tydeligt, at jeg var den eneste udlandske (lyshårede) turist på stedet og faktisk har jeg ikke opfattelsen af, at “Waybi” er et kendt sted blandt udlandske turister.
En veloverstået og kæmpe frokost gjorde, at vi havde behov for at bevæge os lidt, så vi valgte at spadsere og gå tur inde i “Iximche” ruinerne, som er lige ved siden af “Waybi” – Her koster det Q 5 for guatemalanere at komme ind pr person, men er du udlænding koster det Q 50. Aldinas familie sagde jeg ikke skulle sige noget, før vi var kommet ind og havde afleveret vores billetter (og at jeg også helst skulle tage min hætte på fra hættetrøjen op over mit lyse hår), og jeg forstod ikke helt hvad de mente og hvad meningen var, indtil det gik efterfølgende gik op for mig, at de havde fået mig ind for den lokale pris. – Wupti.. tak for det!!
Ruinerne af Iximche er prekolumbianske og var beboet af Kaqchikel Maya-befolkningen omkring år 1500. Arkitekturen på stedet har bl.a. templer, pyramider, paladser og boldbaner og Tecpán er et landligt område med en smuk udsigt.
Iximche er et kæmpe område og det overraskede virkelig. Jeg kan varmt anbefale at tage en tur til Tecpan og besøge både ruinerne og “Waybi”. Vær dog opmærksom på, at området ved Iximche lukker kl. 16:00, så kom i lidt god tid.