Dette sted er fantastisk og ligger i Antigua centrum på ‘6a Calle Poniente’ skråt overfor Tropicana Hostel, hvor jeg boede. Her kan man både få morgenmad, frokost og aftensmad. Og stedet lægger også op til, at man kan nuppe en eftermiddagskaffe og slappe af i hyggelige omgivelser. San Martin er et sort sted med plads til mange og der kommer også mange guatemalanere. De har en stor frodig patio (gårdhave), midt i restauranten og personalet er både venligt og imødekommen. Der er stabilt wifi og hyggelige omgivelser. Her fik jeg noget så sundt og friskt som en Lemonade med chiafrø og har også fået noget så syndigt som en Nutelatte. Jep, en café latte som var lavet med masser af nutella. Begge dele smagte fantastisk og man føler der er gjort noget ekstra ud af tingene og serveringen.
San Martin har deres eget bageri og butik tilknyttet. Her tager man selv en stor brødkurv, går rundt i butikken og tager det man skal købe og putter op i kurven og til sidst går man til kassen med sin brødkurv, hvor det hele bliver talt sammen.
Nogle vil måske mene at det er et lidt dyrere sted at sætte sig, som rygsæksrejsende, men jeg synes det er helt fint, taget i betragtning at man sidder i hyggelige omgivelser, med stabilt wifi og god service. De har desuden stort udvalg af morgenmad og en morgen bestilte jeg en omelet, kun lavet på æggehvider og grøntsager, hvilket jeg ikke har set andre steder før. Jeg vil klart anbefale stedet og det fortjener et besøg, mens man er i Antigua i Guatemala.
Hvor befandt jeg mig: San Martin i Antigua
Hvem mødte jeg: Imødekommende og venlig tjener
Hvad overraskede: At stedet havde nogle lidt anderledes ekstraordinære ting
Hvad skal man huske på: At nyde det mens man er der