Monterrico er navnet på en lille by ved Stillehavskysten i Guatemala i regionen ‘Santa Rosa’. Det er en af de mest populære strande i landet, pga de mange muligheder der findes for overnatning, restauranter og barer og så er selve stranden utrolig smuk i sig selv med sit sorte sand.
Tager man til Monterrico fra Antigua, skal man nok regne med en køretur på ca 2,5 time og være forberedt på temperaturskift, da det er noget varmere ved kysten end i Antigua, som er i ca. 1500 meters højde. Jeg besøgte Monterrico fra byen Guazacapán og der var kun 30 min kørsel til selve floden, hvor man kan tage enten en offentlig eller en privat “lancha” (båd). Herfra sejler man så i ca 15 min til selve Monterrico by. En privat “lancha” sejler meget hurtigere end den offentlige og kan forhandles til ca. 100 Quetzales (tur/retur) og så kan man bruge den tid man vil i Monterrico. Afhentningstidspunktet aftales bare med vedkommende, som sejler båden. Man behøver heller ikke at sejle genne floden, men det tager meget længere tid at skulle køre hele vejen udenom floden og plantagen.
Besøger man Monterrico mellem september og januar, så har man mulighed for at lave nogle lidt andre ting i Monterrico. Ønsker man fx. at komme helt tæt på naturen, mens man ihærdigt forsøger at få lidt farve på kroppen og drikker tropiske cocktails på stranden, så kan man fx. besøge “El Tortugario”, som er et redningscenter for skildpadder. De gør et fantastisk stykke arbejde for at redde de truede skildpadder. Man kan besøge selve centeret og se hvordan det hele foregår for omkring 50 Quetzales hvis du er udlænding og pengene går udelukkende til arbejdet med skildpadderne. Prisen er billigere for guatemalanerne. Man kan også “adoptere” sin egen lille skildpadde for kun 10 Quetzales og så får man lov til at befri en skildpaddeunge ud i havet. Man køber selve billetten ved selve centeret. Billetten vises og afleveres på stranden til de arbejdende fra centeret. Her får man udleveret en lille skål, så man er klar til at få udleveret en skildpaddeunge. Dette foregår hver eneste dag kl. 17:30 mellem september og januar og det er en god idé at være der i god tid. Der er sikkert en del mennesker, da det foregår samtidigt med at der er solnedgangen, og det er utroligt smukt og populært at opleve solnedgangen fra stranden. Selve “befrielsen” af skildpadderne foregår på stranden i vandkanten og der er sat en snor op, så man ved hvor man må gå til osv. Når alle er klar og har fået udleveret en skildpaddeunge, så må man befri de små væsener. – For mig personligt var det en meget rørende og smuk oplevelse og jeg gav min lille skildpadde navnet Pedro. At sidde med sådan et lille uskyldigt væsen, midt i solnedgangen og se alle de små skildpadder kravle i det mørke sand mod havet, berørte mig meget og samtidigt var det meget sørgeligt at vide, at det kun er 10% af dem, som muligvis overlever. (suk..)
Jeg anbefaler desuden, at man ankommer tidligt til Monterrico og bruger dagen på Hotel Delfin, som ligger ud til stranden og ca. 10 minutters gågang fra selve skildpadde redningscenteret, hvis man går langs med havet. Her er der mulighed for at overnatte, men man kan også bare bruge hotellets faciliteter som gæst, uden at være indlogeret, så længe man bestiller sin mad og drikkevarer på stedet. Hotel Delfin har mange aktiviteter, såsom billard, dart, swimmingpool, med mere. Lørdag aften forvandles strandbaren og restauranten til et dansested, og der lagt op til gode drinks og livemusik. Mest populært er nok deres mojitos, da man alle dage kan få to mojito for en. dvs man betaler 30 Quetzales for to mojitos (dvs. 25 DKK).
Hvor befandt jeg mig: Monterrico – Stillehavskysten i Guatemala
Hvem mødte jeg: Miguel, som bor i Guazacapan og er god ven til Kyle og David samt min lille skildpaddeven Pedro.
Hvad overraskede: At jeg kunne blive så berørt over at befri en lille skildpadde
Hvad skal man huske på: At Monterrico fortjener et heldagsbesøg og evt. Med en overnatning, så man virkelig kan nyde at være der og få det hele med, inklusiv den smukke solnedgang.
Så smukt med solen i hånden, blev meget rørt over at se dig
Det var sandelig også meget smukt at være der i virkeligheden. Knus…