Måske du lige nu sidder og tænker: “Hvad mon dette indlæg har med resten af Ricos Orbis at gøre?” blot ved at læse overskriften.
Men når man rejser, så reflekterer man en del. Ens ‘normale’ liv bliver målt og vejet og sammenlignet med det liv man befinder sig i på sin færden og nu her i december, så har temaet ‘relationer’ haft en stor betydning for mig.
Er jeg den eneste på denne jord, som kan genkende følelsen af at have gode veninder? – Nej vel? Det er december og julen nærmer sig. Det samler familie og venner. Måneden får os til at tænke og føle (især når man er alene) og derfor kommer dette indlæg netop nu.
I morges da jeg vågnede, tænkte jeg på alle de veninder jeg har samt alle de veninder, som jeg har haft og som “Fru Herre” eller Gud har sørget for at krydse min vej gennem livet, forskellige stedet på jorden. (Det tog meget lang tid og jeg lå i min seng i mørket, i stilheden og bare var). I nogle tilfælde får vi nye venner og bekendtskaber, som vi blot giver opmærksomhed for en kort periode, men for mig er det anderledes, for uanset om det har været bekendskaber eller nære relationer så har alle været med til at sætte sine spor i mit liv og været med til at bane vejen for mine beslutninger og for den jeg er i dag. – Og derfor er jeg dybt taknemmelig for alle de relationer og venner, som jeg har haft og har her i livet. Af hjertet tak til jer alle !
Og uanset om der går dage, måneder eller år, så glemmer jeg aldrig nogensinde de veninder jeg har haft eller har (for dem jeg har glemt, har ikke været veninder eller betydningsfulde relationer) og jeg håber at I alle læser min tak og forstår min taknemmelighed.
Da jeg var lille var det meget vigtigt for mig at kunne vide og definere, hvem som var mine bedste venner. Senere forvandlede jeg mig til teenager og var manges venner og blev “klassens ven” og som voksen har jeg lært at desto mere åbent mit hjerte er, desto mere modtagelig er jeg for at få det allerbedste fra alle mine veninder.
Én veninde kan være den perfekte til at tale med, når der har været frustrationer vedrørende det modsatte køn. En anden veninde er den bedste at tale med, når der er konflikt mellem mig og min mor. En tredje veninde er den allerbedste til at gå på shopping med og andre veninder er de bedste til at hjælpe og støtte mig i at være sund og rask samt støtte mig i at være den bedste udgave af mig!
Én veninde kan sige til mig “lad os græde sammen”. En anden “lad os kæmpe sammen”. En tredje “lad os følges”. En fjerde “lad os drikke os fulde”. Og en hel femte kan sige “lad os bare være sammen”.
Mine veninder er gode på hver deres måde og jeg har tilmed de veninder som kan begejstres for mine nye indkøbte dyre sko, og dem som kan holde mig ud i svære tider, og har også den veninde som tilgiver og holder mig ud. Og så har jeg de veninder som husker mig, når jeg er langt væk og alene samt de veninder der viser mig hvordan jeg skal rejse mig op når jeg er faldet, og som står op sammen med mig.
Måske findes der en veninde som rummer alt det, som jeg netop har beskrevet ovenfor. Måske hende fra arbejdet. Hende fra gymnasiet. Hende fra folkeskolen. Hende fra barndommen. Måske er det min mor? Måske er det dig? Nogle dage og i nogle perioder er vi bedre til at rumme hinanden samt til at blive rummet og vi kan ikke være ideelle perfekte veninder hele tiden og i alle døgnets 24 timer. Men vi er der for hinanden når vi rækker hånden ud og når det behøves. Der er også den veninde, som jeg kun lærte at kende i en uge og hende den anden veninde, som jeg blot lærte at kende for en dag og så skiltes vores veje igen. Nogle veninder har vi brug for i længere perioder og andre veninder kommer ind i vores liv for korte perioder, fordi vi blot skulle lære noget i dét øjeblik. Vi ved måske ikke hvorfor eller hvad årsagen er, men tro mig. Der er en mening med alting.
Jeg vil derfor i dag gerne takke “Fru Herre” eller Gud, eller hvem der nu er ansvarlig for vores relationer og sige tak for de venner og veninder jeg har og har haft gennem livet. I har alle været med til at sætte spor i mit liv, været med til at skabe og forme den person jeg er i dag. Tak for jeres tid, jeres tillid, for jeres ærlighed, jeres kærlighed og tak til jer, som har holdt mig ud når jeg har været mest umulig. Tak for alle grin, alle ord vi har delt, alle telefonopkald og tak for alle cafébesøgene, filmene vi har set, byture vi har været på og tak for de gode cykel- og gåture. Tak for de lange samtaler og de lange nætter og tak for at lytte og støtte og for at have været sammen med mig. Jeg takker for dig!
Og uanset hvilke type veninder vi har og er, så er vi alle kvinder af kød og blod og vi bør og skal altid huske, at vi kvinder er fantastiske, blot fordi vi er kvinder. Vi kvinder kan noget særligt sammen og vi skal huske på, at vi vil altid stråle og lyse helt inde fra (når vi tillader det) og det har absolut ingen betydning om du går med make up, om vi er tynde eller tykke, om vi har en anden hudfarve eller tror på noget andet, eller har andre overbevisninger, om vi er lave eller høje osv. Men kvinder er fantastiske og vi har nogle superkræfter, som mænd ikke forstår og blot fordi vi er kvinder, er vi noget særligt og vi skal huske på at vi er skønne som vi er, vi er elsket og vi har været med til at sætte vores spor hos hinanden og hos andre mennesker, blot ved at være og ved at åbne os og ved at dele ud af os selv.
Hvis du er taknemmelig for dine veninder og kan genkende noget af det jeg har skrevet, så del gerne her nedenfor hvad DU er mest taknemlig for ved DINE veninder og lad os huske på hvor vigtige veninderne er for os i vores liv!