Et klassisk turistformål, når man befinder sig i Guatemala og det er absolut også et besøg værd. Søen, med de kæmpestore smukke bjerge, er en oplevelse i sig selv, men det er sejlturen samt besøgene i de lokale landsbyer sandelig også.
Lidt om selve søen
Søen er kæmpestor med flere små landsbyer, hvoraf den største by hedder “Santiago Atitlan”. Søen er målt til at have meget forskellig dybde, men er målt til at have en dybde på 360 meter det dybeste sted. Søen ligger 1562 meter over havets overflade, er 18 km lang og har et areal på 130 km2. Man siger at der er 288 bjerge i Guatemala, som har “vulkanspor”. 37 af dem anderkendes officielt som vulkaner i landet og 3 af dem er aktive. En af de aktive vulkaner er Pacaya, som jeg besteg på min anden tur og som sidst var i udbrud i juni 2018. Rundt om Lago Atitlán kan man se tre vulkaner: Atitlán, Tolimán og San Pedro.
Selve navnet “Atitlán” stammer fra “Nahuatl”, og betyder “Mellem farvande”. Nahuatl er et sprog, som bl.a. tales nogle steder i Mexico og som stammer fra det 5.århundrede fra dengang maya-indianerne boede der.
Man siger, at der lå en ø, dér hvor søen er i dag, og at det var epicentret for mayaaktivitet i pre-klassisk periode (600 f.Kr. – 250 e.Kr.) De blev kaldt “pajaibal mayanerne” og blev grupperet i regioner. Disse regioner er så i mellemtiden blevet til landsbyer, som ligger ud til søen. Derfor er der stadig den dag i dag mange af de lokale i disse landsbyer, som bedre taler deres maya-dialekter fremfor spansk og hver landsby har hver deres maya-dialekt.
Praktisk info
Jeg besluttede mig altså for at tage på en heldagstur og besøgte søen. Turen inkluderede kun transport, det vil sige selve turen med minibus/shuttle fra Antigua til Lago Atitlan og retur igen samt båden rundt på søen til 3 forskellige landsbyer. Det kostede mig i alt 300 Q. (252 DKK / 38 $) Hvis jeg ville have en guide, så havde det kostet mig lidt mere, men eftersom jeg taler spansk, så tænkte jeg, at det var fint uden og jeg kunne jo bare spørge mig til de ting jeg ville vide.
Jeg havnede dog alligevel med en gruppe spansktalendeturister, hvor nogle af dem havde betalt for en guide, så hele gruppen fik en masse info om byerne og søen inden vi steg ombord på båden, hvilket var nyttigt og fint. Vi var en gruppe på 12 (det vil sige 2 mexicanere, 9 costaricanere og mig). De rejste alle som par eller som venner. Jeg var den eneste, som var alene, på denne tur, og det var en anderledes oplevelse at være på tur med spansktalende latinamerikanske turister fremfor engelsktalende turister. Oftes synes jeg man havner på ture med andre engelsktalende og andre solorejsende. Men ikke på denne tur, hvilket var helt fint for mig og en god oplevelse.
Vi begyndte turen fra landsbyen Panajachel, hvor båden skulle sejle fra, og vi skulle med en såkaldt “lancha”. Vi besøgte 3 landsbyer på turen.
- San Juan La Laguna (En meget lille by, hvor de lokale solgte meget tekstil og håndlavede ting).
- San Pedro La Laguna (En lidt større by, som bar præg af mange turister, en by med flere hostels, barer og smarte butikker)
- Santiago Atitlan (Den største by ved søen, hvor de taler maya-dialekten Kaqchikel. Midt i byen er der en stor katedral. Det vrimler med ‘tuk tuk taxi biler’ og der er masser af handlende. Her var bl.a. en begravelse og et slags optog gennem byen, hvor de bar kisten rundt og spillede musik til).
SAN JUAN LA LAGUNA
SAN PEDRO LA LAGUNA
SANTIAGO ATITLAN
De fleste lokale piger og kvinder i byerne går klædt i de oprindelige farverige maya-klæder, som bl.a kan bestå af store stofstykker, som er vævet. Stofklædet vikles om livet til en nederdel, men bruges til mange ting, fx sjal, halstørklæder, til at bære ting i, som dug osv. For at holde stoffet fast om livet bruges et knyttet eller vævet stykke bånd som bælte, og deres bluser er meget smukke med fine broderede mønstre på. Jeg blev oprigtig glad af at gå rundt og se så mange strålende farver.
Det var en spændende dag med mange indtryk. Det var tre meget forskellige byer og på sådan en heldagstur har man fået en fornemmelse af området og byerne. Man kan sagtens bruge et par dage ved Lago Atitlan og sejle rundt og se nogle flere landsbyer, besøge nogle af de moderne barer i San Pedro eller San Marcos og der er mange muligheder for overnatning ved Lago Atitlan.
Hvor befandt jeg mig: På en udflugt ved søen Atitlán
Hvem mødte jeg: I San Juan kom jeg i snak med en venlig fyr, som hed Francisco. Han fortalte at han var terapeut og havde sin klinik i byen. Han stod og handlede fisk.
I San Pedro La Laguna fandt jeg en meget moderne café hvor der var fantastisk udsigt til søen, god musik, lækker indretning og virkelig god iskaffe.
I Santiago Atitlán mødte jeg en sur mand, som mente at han skulle opkræve penge af mig, efter at jeg havde benyttet mig at et toilet ved kirken, som var utrolig beskidt, uden toiletbredt, med tis overalt på gulvet, der stank grusomt, der var ingen toiletpapir og ingen sæbe. (Og der var desuden ingen skilte der indikerede, at et toiletbesøg kostede penge).
I Santiago Atitlan mødte jeg desuden Remigio. Jeg sad og spiste min frokost helt nede ved vandet, hvor vi skulle med vores “lancha” (båd) og her fandt jeg et meget lokalt sted. Her fik jeg meget meget billig frokost med cola til for 20 Q (17 DKK / 2,60 $) På samme restaurant sad en Remigio og spiste. Han var pludselig meget nysgerrig og spurgte mig om alt muligt. Jeg syntes faktisk det var ret grænseoverskridende og manden satte sig pludselig ved mit bord, sådan uden videre. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, men tænkte at jeg jo alligevel snart skulle med båden. – Men Remigio var faktisk ret venlig og ville ikke noget specielt. Han var blot nysgerrig og viste sig at være lærer på et universitet og var på tur med sine studerende, så han sad og ventede på dem. Han gav mig bl.a. gode råd til forskellige ting og anbefalede mig nogle steder i Antigua jeg kunne gå hen osv. I Remigios by taler de maya-dialekten Tz’utujil.
Hvad overraskede: At flere af de lokale, som boede i landsbyerne næsten ikke kunne tale spansk og at Remigio faktisk viste sig at være en rar og hjælpsom mand.
Hvad skal man huske på: At have kleenex og håndsprit i sin taske, når man er på tur (hvilket jeg heldigvis havde)