You are currently viewing En mexicansk morgen

En mexicansk morgen

  • Post author:

Vil du starte dagen, med noget typisk mexicansk mens du er i San Cristobal de las Casas? – Så skal du besøge restaurant “Carmelita” lige overfor Plaza de la Merced. Her er der kun åben om morgenen frem til kl. 13 og her serverer de kun morgenmad. På menukortet finder du et hav af ukendte navne samt få serveret æg på alverdens måder med diverse røde eller grønne salsas. Tjenerne er utrolig opmærksom på kunderne og servicemindede. Og når en turist som jeg kommer ind og besøger restauranten og ikke kender til noget af det, som står skrevet på deres menukort, så er de meget tålmodige og forklarer nøje hvad alle disse ukendte morgenmadsretter består af osv. 

Hele interiøret er også ret “autentisk” og det var en god oplevelse. Jeg endte med at bestille “Chilaquiles rojos con pollo” hvilket bestod af tortillas i rød salsa-sovs, med kylling og lidt smeltet ost. Det smagte virkelig godt og sådan en morgenmads-ret med kaffe og en flaske vand, kostede mig ca. 23 DKK.

Og når du nu alligevel er ved Plaza de la Merced, så anbefaler jeg at du besøger pladsen og ser de fine skulpturer, som står inde i buskadset og ved træerne på pladsen. Desuden finder du her den katolske kirke “Iglesia de la Merced”. Jeg besøgte kirken nogle dage før jul, og inde kirken stod der figurer af Jomfru Maria, Josef, hyrder, osv. Og her stod selve krybben klar til jesusbarnet, men eftersom det ikke var den 24. december endnu, så var jesusbarnet ikke blevet født og krybben var tom. (Fin detalje!) 

Under selve pladsen “Plaza de la Merced” finder du en speciel butik, hvor der sælges religiøse ting, såsom helgenfigurer, stearinlys og små kort med forskellige helgener på. Her fik jeg en lang snak med ekspedienten og det var en oplevelse at være inde i denne butik. Her var meget “katolsk” og helligt, men de fleste figurer var pakket ind i plastik, for at beskytte dem mod støv, (gættede jeg mig til), og i et af hjørnerne stod et farvestrålende stativ, hvor de solgte chips og snacks… meget mærkelig kombination, men det overraskede mig nu ikke.

Hvor befandt jeg mig: I Mexico, i San Cristobal de las Casas ved “Plaza de Merced”

Hvem mødte jeg: En venlig ekspedient, som glædeligt fortalte om de forskellige helgenfigurer og kort, som hun havde i butikken samt meget servicemindede tjenere på “Carmelita”

Hvad overraskede: At man kunne spise tortillas badet sovs (til morgenmad) og at det smagte så godt

Hvad skal man huske på: At det faktisk ret ofte er de lokale steder, som ikke står skrevet om nogen steder, som egentlig kan være de bedste steder at spise.

Skriv et svar