Når jeg ikke arbejder på Earth Lodge, og hvis jeg har fri om formiddagen, så hjælper jeg til på den lokale skole, når jeg kan og når det passer med tidspunkterne. Der er faktisk sommerferie lige nu for eleverne, og de begynder først i skole igen i januar. Skolen tilbyder derfor ‘sommerskole’, som børnene kan melde sig til. Det er tre timer om dagen fra mandag til fredag.
Fra Earth Lodge skal man gå 300 meter op til selve gaden, hvor El Hato by ender, og så bagefter gå 1 km ind til selve skolen. De første 300 meter er virkelig hårde og man skal lige mentalt forberede sig inden man begynder stigningen.
Jeg har været på besøg seks gange nu og børnene er bare så umiddelbare, søde og uspolerede og griner meget med hinanden. De er også nysgerrige og nogle spørger mig om alle mulige ting og har behov for fysisk kontakt. Der er stor forskel på børnenes påklædning og renlighed. Der er børn på 4 år, som ikke går i skole endnu, men som er med, fordi deres ældre søskende er der og børn helt op til 14 år. Og det er langt fra alle børnene i El Hato, som går i skole, desværre. Den anden dag på vej til skolen mødte jeg en lille fyr, som kom slæbende på en masse brænde og som havde sin lillesøster ved sin side. Jeg spurgte om de skulle i sommerskole, hvilket han ikke anede hvad var. Han fortalte at han aldrig havde gået i skole og drengen var 11 år. Samtalen blev rundet af med, at drengene bad mig om penge.
Det er meget normalt her, at børnene hjælper til i hjemmet og arbejder for deres forældre og det er også ret almindeligt at man får børn tidligt og at man får mange. Flere af børnene i sommerskolen kommer fra store familier og har helt op til ti søskende. En pige på 14 fortalte at hun havde fem søstre og de boede alle sammen med deres mor. Far arbejder i USA. Hun kunne godt lide at gå i skole, for der lærte hun en masse nye ting. Men der hjemme havde hun ingen fritid, for der havde hun en masse pligter og skulle hjælpe sin mor med at feje, gøre rent og redde senge samt hjælpe med at passe sine yngre søstre.
I sommerskolen laver de en masse aktiviteter sammen på tværs af aldre og der er fokus på en masse kreativt. Den anden dag lavede de origamisommerfugle og vi har også lavet gipsmasker samt lavet urtepotter ud af yoghurtsbøtter, som blev malet og dekoreret.
Jeg hjælper til hvor jeg kan og kommer med nogle nye input og ting, som de ikke har set før. Den anden dag sad jeg og klippede noget der mindede om gækkebreve og viste en flok piger hvordan man gjorde og de var helt vilde med det. Og så har jeg også vist børnene nogle perkussionrytmer på bordene, hvilket drengene især syntes var mega sejt.