Den (alt) for spontane aften

Den (alt) for spontane aften

Den anden dag læste jeg et eller andet sted på Internettet, at der skulle være et optog med en helgen. (Det afholder bestemt ikke mig for at tage mod en by og en menneskemængde). Tvært i mod. Nu hvor jeg befinder mig i et katolsk land, med mange fejringer og traditioner, så er jeg vild for at opleve den kulturelle del af Guatemala og opsøger gerne særlighederne.

Derfor tog jeg mod Antigua by og ville finde denne helgen, som de skulle gå optog med. Jeg vandrede rundt, spurgte folk, fandt ingenting, og jeg blev dirigeret rundt til forskellige kirker og pladser, men der var ingen helgen at finde. Det var blevet mørkt og jeg havde gået i ret lang tid og jeg var faktisk blevet lidt utålmodig og irriteret. Jeg skulle tisse og jeg var tørstig og jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke helt vidste hvad jeg ville bruge min aften på. Denne helgen var nok blevet fejret tidligere på dagen, eller måske var det i en helt anden by? Jeg ved det ikke.

 

Antigua by night

Til sidst besluttede jeg mig for at tage til en af nabobyerne med lokalbus (en af de såkaldte chickenbusses, som de kalder dem her) og målet var at besøge Ciudad Vieja. Jeg vidste, at denne by havde en to-ugers festival med fejring af deres helgen og jeg ville gerne opleve hvad det var for noget. – Bussen kom og jeg steg ind. Og selvom jeg ved, at jeg befinder mig i “sort-hårs-landet” så blev jeg alligevel et splitsekund overrasket, da jeg kom ind i bussen, for alle lignede hinanden og bussen var propfyldt med sorthårede guatemalanere, som alle sad og kiggede i samme retning (mod mig).

Jeg fornemmede ret hurtigt, at der blev kigget en ekstra gang på ‘hende den lyshårede’, som trådte ind i bussen alene uden en partner og uden en baby over armen. Det var en mærkelig oplevelse og gav mig følelsen af, at jeg var gået meget forkert. Men det var jeg ikke, for denne chickenbus kørte ganske rigtigt til Ciudad Vieja. – Chaufføren informerede mig om, at turen ville tage ca 5 minutter, men da jeg havnede på noget der mindede om en siddeplads, med min ene balle ude over sædet, totalt sammenklemt mellem en pige i plastikjakke og mellem en stående mands meget tykke mave, hvis bluse var gledet lidt op, så jeg havde fornøjelsen af at mærke hans behårede bare mave på mit øre og min kind samt mine hænder var fastlåst mellem et sæde og en anden mands rygsæk, så havde jeg ingen chance for at orientere mig om hvornår de 5 minutter var gået og jeg kunne heller ej kigge på min mobil og følge med på et kort hvor bussen befandt sig. Og da jeg spurgte pigen ved siden af mig, om vi snart var i Ciudad Vieja, så svarede hun mig ikke. Først troede jeg, at hun havde lært hjemmefra, at hun ikke måtte tale med fremmede, for jeg var (jo) af udseende ret fremmed, sammenlignet med resten af bussens passagerer. Bag efter tænkte jeg, at grunden til at hun ikke svarede måtte være fordi, at hun ikke vidste, at jeg talte til hende, eftersom jeg ikke kunne dreje mit ansigt, grundet den tykke mands behårede bare mave og jeg måtte spørge hende, mens jeg havde hovedet fremadrettet og kiggede lige ud. Men efterfølgende gik det op for mig, at hun under sin plastikjakke gemte en ledning, som førte op til et par høretelefoner, som hun havde i ørene, hvilket jeg ikke havde kunnet se. Efter ca. 15 minutters sovende arme, sved på panden og en halv lammet balle, fornemmede jeg at noget måtte være galt (ikke på grund af de fysiske smerter, men på grund af varigheden af busturen), så da flere fra bussen valgte at stige ud det næste stop, så fulgte jeg fluks efter og anede ikke hvor jeg var.

Jeg var nød til at ryste hele kroppen, da jeg steg af bussen, pga de syrede i arme, sovende ben og den snurrende balle, hvilket igen tiltrak lidt for meget opmærksomhed, da jeg kom ud af bussen og folk vendte sig om og gloede efter mig. Jeg forsøgte herefter at opføre mig og være så diskret som mulig og prøvede at orientere mig om, hvor jeg egentlig var havnet henne. Jeg stod på en ret mørk gågade og der var masser af musik og glimtende lys længere nede af gaden. Det viste sig jeg nu var havnet i Alotenango (en landsby flere kilometer forbi Ciudad Vieja) og i denne by havde de også optog. Jeg fulgte menneskemængden og tænkte “Lækkert”, for optog i mit hoved, på daværende tidspunkt, handlede kun om en helgen. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne få det bedste ud af det, nu hvor jeg alligevel var havnet et ret ukendt sted og ikke anede hvad jeg kunne forvente. Dette optog i Alotenango var dog ret atypisk, for det havde absolut ikke noget med nogen helgen at gøre. Optoget bestod af 50 udklædte Looney Tunes figurer, som dansede til pulserende reggaeton musik og vinkede til alle børnene samtidigt med, at de indsamlede penge til kirken. Det var noget af et gedemarked, for at være helt ærlig og en meget usædvanlig oplevelse. Udfra hvad jeg så af Alotenango, med meget mørke og mange blinde grusveje, ville jeg tro at jeg befandt mig i en ekstrem lille landsby, men efterfølgende slog jeg byen op, og det viser sig at byen har 15.800 indbyggere. Hvor alle de gader og huse skulle have været, det ved jeg ikke. Det ville jeg aldrig have gættet. 

Meget tilfældigt fik jeg fat i en tuktuk (mini taxi på tre hjul) og for 35 Q (30 DKK) blev jeg kørt til Ciudad Vieja. Først havde jeg tænkt “jeg kan da bare gå”, men da jeg ingen Internet havde og Alotenango havde absolut ikke en antydning af, at wifi kunne eksistere i denne by, så kunne jeg ikke undersøge afstanden mellem de to byer. Og heldigt, at jeg ikke bare fulgte min overlegenhed, men faktisk takkede ja til denne ene og eneste tuktuk, som befandt sig i Alotenango og som henvendte sig til mig, for det viser sig, at der er 7 km mellem Alotenango og Ciudad Vieja.

Jeg ankom vel til Ciudad Vieja, efter en bumlende tur på tre hjul ad en (igen) meget mørk vej og her var der gang i byfesten. Her var mange madboder, glimtende ting, folk som solgte indpakkede candyflossposer, popcorn, tøjdyr, plastik juleguirlander og lugtene af sødt, mados, tis og bilos blandedes og fyldte mine næsebor med det samme. Der var masser af musik og støj fra knallerter, forlystelser samt kanonslag. Der var noget at se på alle vegne og der var vildt mange mennesker. 

 

 

Og igen blev jeg bekræftet i at jeg var i “sort-hårs-land”, for der var ingen turister overhoved. Eller, det vil sige, jeg befandt mig vel i Ciudad Vieja i ca 4 timer og på de timer spottede jeg en enkelt flok på fire, som jeg var overbevist om, måtte være turister i en alder på 60+. De var nemlig ikke sorthårede og havde “turist-agtigt” tøj på. Ellers så jeg ikke nogen som helst andre. Igen fik jeg følelsen af at være fremmed eller anderledes. Det gjorde mig ikke noget, men det var blot en interessant iagttagelse at befinde sig så få kilometer fra Antigua by, som jo ellers er fyldt med turister sammenlignet med sådan en aften i Ciudad Vieja.

På Ciudad Viejas hovedgade var der optog med deres jomfru (helgen) og det bestod bl.a. af tusindevis af kanonslag og fyrværkeri. Optoget var gået i gang kl. 20:00 og skulle ende ved byens torv, for enden af hovedgaden kl. 01:00. Det var meget anderledes at opleve et katolsk og religiøst optog her, sammenlignet med de katolske optog jeg er vant til fra Spanien og helgenfigurerne så også anderledes ud. Musikgruppen bestod af ret få personer og de havde bl.a. en mand, som slog på en kæmpe stor tromme, som blev trukket i en snor og kørt på hjul. 

Virgen de Concepción

Som en del af showet og optoget var der også en mand, som løb rundt med et stativ ovenpå sig, som var fyldt med krudt og fyrværkeri. Han rendte rundt blandt menneskene på gaden og det skulle forestille en slags tyr. Jeg kunne aldrig forestille mig sådan noget kunne finde sted i Danmark, hvor vi ellers er rigelig vant til krudt og fyrværkeri, men at rende rundt blandt mennesker med krudt på den måde, var jo fuldstændig vanvittig. Jeg forstod slet ikke meningen med det og det var decideret farligt. Jeg var faktisk for et kort øjeblik bange, da “tyren” kom løbende ned ad gaden hvor jeg stod, mens det eksploderede med farver i alle retninger og krudtet bragede ud fra alle sider af stativet. Folk gemte sig bag hinanden og skreg op. Og da tyren skiftede retning og løb hen ad gaden igen, så løb alle børnene efter tyren, fordi de syntes det var spændende.

Og igen var jeg hende den fremmede, som ikke helt var vant til disse festligheder, for kanonslagene var afsindig høje, så jeg var nød til at holde mig for ørene hele tiden (som den eneste), indtil jeg kom i tanke om, at jeg havde ørepropper i tasken. Da jeg fik dem i ørene, gjorde det hele oplevelsen mere tryg og jeg tror jeg var den eneste ud af 26.000 indbyggere (plus besøgende som mig), som havde ørepropper i ørene. De lokale må være vant til det og jeg var overrasket over at der ikke var nogen (heller ikke børn) som blev forskrækkede eller tog sig til ørene, når disse kæmpe brag lød.

Inden jeg tog til Ciudad Vieja, havde jeg den overbevisning, at alt efter situationen, trafik osv, så kunne jeg vel bare indlogere mig på et hostel eller noget lignende i den by. Men der tog jeg fejl, for jeg fik ikke øje på noget der kunne minde om et hostel eller et overnatningssted i denne by, hvilket også overraskede mig meget. Jeg havde en total overbevisning om, at når der var byfest i en by, med så mange mennesker, så måtte der da også være overnatningsmuligheder eller taxier at finde. Men nope. Der tog jeg fejl (igen). Det var skam en større udfordring end jeg lige havde forudset at komme fra byen igen og måtte gå et godt stykke ad en trafikeret mørk landevej indtil en “pick up” pludselig stoppede ud for mig. (En “pick up” er en bil med et lad, som ejes af privatpersoner, som kører “taxi” med deres truck og som tager samme pris som en chickenbus). Deres truck er så lavet med “siddepladser” bag i, hvor man så kan hoppe op blive transporteret. Og sådan var min transport fra Ciudad Vieja retur til Antigua by. Siddende bag i en åben truck, blandt nogle fremmede mænd, som også skulle transporteres fra A til B. Turen varede små 5 minutter og i Antigua hoppede jeg af trucken kl. ca 23:00 og betalte de 5 Q, som turen nu kostede (4,20 DKK). Jeg var blot lettet over at jeg nu var “hjemme” i velkendte omgivelser igen, selvom det havde været en ret spændende, oplevelsesrig og spontan aften. – Jeg havde dog ingen anelse om, hvor jeg skulle overnatte, så jeg bankede blot på ved to forskellige hostels og valgte det billigste, som kostede 75 Q for en overnatning (63 DKK).

Jeg var vildt træt og totalt mættet af indtryk. Og jeg indrømmer ærligt, at jeg vil ikke anbefale nogen at tage på sådan en spontan tur, uden at det er lidt mere gennemtænkt. Med det mener jeg: 

1.Undersøg hvilke transportmidler som er tilgængelige samt hvilke muligheder der er for at komme til og fra målet. 

2. Undersøg evt. via nettet inden du tager afsted og mens du fortsat HAR wifi, hvilke overnatningsmuligheder du har, hvis du skulle ende med at strande eller blive længere tid end beregnet. 

3. Undersøg varighed af transportturen og afstand mellem byerne. 4. Undersøg hvor lang tid du evt. vil bruge. 

4. Tag evt. afsted med nogen, eller en anden rejsende fra det hostel du bor på, så I kan dele oplevelsen samt følges ad.

Ja.. spontaniteten længe leve, men dette skete sikkert kun, fordi jeg føler mig meget tryg her hvor jeg befinder mig, og kun har mødt søde mennesker hidtil og fordi jeg har tiltroen til, at jeg altid bare kan spørge mig frem, hvis jeg skulle være i tvivl om noget, fordi jeg befinder mig i et spansktalende land. Jeg havde nok grebet sådan en aften meget anderledes an, hvis jeg havde været i et land, hvor jeg ikke kunne sproget. – Men det er noget med at finde en balance, for man skal heller ikke planlægge alt og heller ej undersøge det hele på forhånd, for så er der ingen spændning og så bliver man måske ikke så let overrasket eller gjort nysgerrig. Man skal altid huske på sig selv, sine værdier og sin sunde fornuft og det huskede jeg nok ikke helt lige denne aften. Men spændende, det var det bestemt.

Amanda

Jeg hedder Amanda. Jeg er vokset op med (og i) to kulturer og taler begge sprog flydende. Jeg er rejseekspert og min hjemmeside omhandler lige nu mine rejser.

Skriv et svar