Blogindlæg

Om at få taget en beslutning

Ok.. Hvilken backpacker, som befinder sig i Centralamerika, har ikke hørt om Semuc Champey?

Det er trods alt et af de mest populære seværdigheder i Guatemala, og det er absolut et must, hvis du spørger de lokale og indfødte samt andre turister som har været der.

Og hvad gør man så? Hvornår skal man tage sig den tid og besøge dette naturfænomen og hvad mon det kommer til at koste osv.? Hvor lang tid skal man bruge?

Min periode på Adra Hostel, hvor jeg har arbejdet som frivilligt de sidste to måneder, er slut og jeg skal videre i min rejse. Og efter ca. et halvt år i bjergene i både Antigua og El Hato, så er det på tide at se noget nyt. Jeg har derfor valgt at lytte til de lokale og de andre rejsende og besluttet mig for at besøge og se Semuc Champey.

Men selve beslutningen var bestemt ikke nem..

Kender du det? Du har en stor beslutning, du skal træffe. Den kan have store økonomiske eller følelsesmæssige konsekvenser for dig, og du kan tygge på den og tænke for og imod i dagevis. Ja måske endda månedsvis.

Ubeslutsomhed skyldes ofte, at vi ved, hvad vi har, men vi ved ikke, hvad vi får. Så det handler om frygten for det ukendte. Vi foretrækker derfor at blive i det velkendte, der føles trygt – også selv om det ikke nødvendigvis er det bedste for os. Mange af os er også bange for at vælge forkert. Vi vil så nødig gå glip af noget, som vi jo risikerer at gøre, fordi ethvert valg også betyder et fravalg af noget andet.

 

 

Hvis du ønsker at skabe en positiv forandring i dit liv og udvikle dig som menneske, er opskriften dog ret klar: Du er nødt til at træffe valg. Og alle de valg vi tager, har konsekvenser og er med til at bane vejen for, hvordan vi lever vores liv. Og ja, vi vil helt sikkert altid gå glip af noget, komme til at såre nogen, tage en beslutning, som ikke lever op til andres forventninger osv. Men det allervigtigste du skal huske på, når du træffer beslutninger er, at mærke efter helt ned i maven, om det føles rart for netop dig og om det føles rigtigt og ikke lade følelserne hoppe op i mellem ørene og lade hjernen spekulere og tage beslutningen.

Min beslutning, omkring at tage videre, er taget og busbilletten er købt og det var faktisk svært og sørgmodigt at tage den beslutning, men det føltes helt rigtigt og jeg glæder mig. Efter at have været så lang tid det samme sted og fået mig så mange gode bekendtskaber og venner, gør det endnu sværere at tage en større beslutning om at komme videre og se noget andet. Mit næste kapitel og næste tid kommer til at handle om nogle helt andre ting og jeg ønsker bl.a. også at bevæge mig ud mod kysten meget snart og få noget sand mellem tæerne.

Jeg ved jeg kommer til at savne veninderne og Antigua ufatteligt meget. Men jeg ved også, at det bliver et “på gensyn” og ikke et “farvel”.

Mine kommende blogindlæg kommer derfor til at handle om min tur til Semuc Champey, om hvor jeg beslutter mig for at bo, priser på ture, gode råd og tips undervejs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *