Et nyt år med nye muligheder og absolut det bedste tidspunkt til at ændre på gamle kedelige vaner og til at kaste sig ud i nye udfordringer og opfylde sine mål og ønsker. Eller?? – Hvorfor er det vi altid beslutter os for at “nu” skal det være, blot fordi man påbegynder et nyt år? Nuet er vel lige nu og som er den bedste tid til at ændre på ting, hvis man er træt og ked af noget. Tidspunktet for at ændre noget er vel altid bedst lige nu og her, når man mærker at noget ikke er som det skal være. Hvorfor vente til januar og et nyt år?
For at være ærlig, så har jeg da selv mange ting, som jeg ville ønske var anderledes og måske er det oplagt at få brudt gamle mønstre og vaner netop nu, fordi jeg er på en rejse og udenfor min comfort zone og udenfor mine trygge “normale” omgivelser?
- Har du tænkt over hvordan du ønsker 2019 skal være?
- Hvad skal dette år bringe dig af gode ting?
- Har du gjort dig nogle tanker omkring hvad du øsnker at opnå i år?
- Har du overvejet om 2019 er året, hvor du ren faktisk opfylder en af de drømme du går og har?
Når jeg stiller disse spørgsmål, så er det fordi jeg har stillet mig selv disse spørgsmål og også fordi jeg er sikker på, at mange kender til det, at have et nytårsfortsæt (samt nogle ønsker) for året.
Og så går året i gang og folk forsøger ihærdigt at opfylde disse urimelige krav til sig selv, så snart vi er trådt ind i et nyt år. Der skal trænes mere, kosten skal ændres, man vil gøre dit og gøre dat, for at blive et bedre menneske, og når vi fejler og falder i, så dunker vi os selv i hovedet og er vores største og værste kritikere og dømmer os selv så vi får mindreværdskomplekser og begynder forfra med en ny metode i håb om at dén så lykkes for os, hvorefter vi igen falder tilbage til gamle rutiner og vaner. Og hvorfor? Hvorfor er det egentlig så svært at opfylde vores egne inderste største ønsker? Hvorfor er det så svært at bryde disse forbandede vaner og tage os selv seriøst? – Ja,… det findes der et hav af bøger og artikler om og det er slet ikke dét jeg vil komme ind på. Men indlægget handler om dét at tage sig selv alvorligt og følge sine drømme og ønsker.
Jeg selv har mange; ønsker, forhåbninger, drømme og lyster. Men det er fire vidt forskellige ting. Drømme forbliver drømme indtil der er lavet en plan og en deadline for, hvornår drømmen er opfyldt og hvornår man ved at man har opfyldt sin drøm og rent faktisk er nået i mål med den drøm. Så har du ingen plan og ved du ikke hvordan du skal begynde på at få opfyldt din drøm, så forbliver drømmen der forevigt i tankerne og illusionen. – Her kan jeg give et godt eksempel fra mit eget liv. Jeg drømte om at komme til Cuba siden jeg var 11 år gammel og drømmen voksede og illusionen omkring den drøm blev også større og årene gik. Og til sidst lagde jeg en plan, jeg handlede på det og tog en beslutning og tog “mig selv” alvorligt bogstaveligt talt. Og selve beslutningen om noget er oftes det “farligste”, for tænk hvis vi fejler, hvis det ikke er som vi håbede og ikke lever op til de forventninger vi har. – Så min største drøm gik i opfyldelse da jeg var 30 år og tog på min første solorejse alene og endte med at være 7 uger i Cuba.
Man kan drømme hele livet, og det er sikkert dejligt for nogen at kun bevare disse drømmescenarier uden at behøve at handle på dem og uden at skulle tage ansvar: Kommenterer som; “hvis bare jeg kunne…” “Åh det ville være rart at opleve…” “Hvem der bare kunne flyve afsted og bare…”, er kommentarer jeg har hørt en del til, mens jeg har været afsted. Men hvad forhindrer dig? – Du kan skam også!! – Alle kan tage sig selv og sine drømme alvorligt. Hvis de tør. For mod, det kræver det. Det kræver at du er modig nok til at give det en chance, i det mindste prøve og turde give afkald på nogle ting og byde andre ting og mennesker velkomne i dit liv.
Mange lever trygt og godt med det vante, det forudsigelige og det kendte. Det giver ro, det forstyrrer ikke vores hjerner og vi behøver ikke at tage stilling til så mange ting. Livet er godt og alt er trygt og fint. Men det er oftes i disse episoder (hvad jeg selv har erfaret i mit eget liv), hvor jeg ‘sover’, hvor jeg tåger, hvor dagene bare går og hvor jeg mindst mærker mig selv. Det er i disse episoder jeg mindst lever og er mindst glad.
At stoppe op, reflektere over sit eget liv og sætte spørgsmålstegn ved forskellige ting kan gøre rigtig “nas” og kan skabe en masse uroligheder indvendig samt det kan gøre ondt at måske indse og erkende, at man måske dybest set ikke lever det liv man i realiteten ønsker (eller drømmer om). Men man er nød til at være ærlig overfor sig selv, turde indse, at man ønsker noget skal ændres og man er endda måske nød til at grave lidt og måske enda grave dybt, for at finde ud af, hvad ens dybeste passion og værdier er her i livet. Og pludselig mens man er i gang med at grave, vågner man langsomt, fordi man har fået gravet så dybt, så man får øje på en skattekiste langt langt nede i dybet, som man ikke anede eksisterede. Skattekisten er måske beskidt og meget gammel og støvet og først kan du måske slet ike se, at det er en skattekiste, så du er nød til at pudse og polere den samt tage godt vare på den, for at se hvad den indeholder. Og måske kan denne skat slet ikke åbnes, før du har fundet nøglen til den. Og du aner måske ikke hvor denne nøgle er eller hvordan den ser ud og du er nød til at grave igen og endnu dybere. Når nøglen så pludselig er fundet, så kan du åbne skattekisten og du vil opdage hvilke værdifulde og betydningsfulde ting den indeholder, som du havde glemt eksisterede og som du havde fortrængt i mange år… måske fortrængt et helt liv…?
Jeg åbnede min skattekiste og fandt nøglen efter flere måneders besvær og fortvivlelse. Og efter en ordentlig portion mod og en bunke frustrationer samt flere timers forberedelse, lavede jeg en plan for at få opfyldt min næste drøm. En stor indsats, en masse tid og bekymringer blev det til og her sidder jeg så. Midt i Guatemala i januar måned 2019 og er i fuld gang med at opfylde en drøm, som nu er blevet til endnu flere med selve opholdet og rejsen.
For mig handler mod ikke om at fjerne en frygt, men om at gøre det, som er nødvendigt, selvom man er bange og løber en risiko. At være modig er netop at frygte noget, men gøre det alligevel.
Så, grunden til jeg sidder her i dag er først og fremmest fordi jeg turde give slip. Jeg turde give slip på mine tanker og handlemåder. Jeg gav slip på mit arbejde og min dagligdag og gav slip på det som jeg “plejede”. Jeg gav slip på tankerne omkring mig selv, tanker om, hvad andre mon mente om mig og hvad jeg burde gøre osv. Og valgte (besluttede mig for) at give slip på mine vaner, rutiner osv. som ikke førte til den bedste udgave af mig. Den bedste udgave af mig er nemlig når jeg er oprigtig glad, inspireret og passioneret, lærer noget nyt hver dag, dagligt gør nogle af de ting jeg elsker, når jeg udfordres, når jeg kan mærke min krop fysisk, osv. (bare for at give nogle eksempler).
Og det der med at drømme er ret sårbart. For tænk hvis man ikke kommer “i mål” eller får opfyldt sin drøm? Nej, så hellere kalde det et ønske, eller planen, eller idéen… hhmm.. For tænk hvis vi fejlede? Tænk hvis drømmen ikke bliver opfyldt, som man håbede og som man italesætter overfor andre. Er man så en fiasko? Nej! For selvom vi fejler undervejs, så er det med til at styrke os og med til at give os livserfaringer. Og at tage ansvar for sine drømme, det er modigt og det er selvrespekt, at tage ansvar for sig selv. – Det kræver skam også mod at kalde det en drøm og ikke og ikke bare kalde det “et ønske”.
Så – hvad drømmer du om?
